Marie Noe

Marie Noe og Arthur Noe blev gift og begyndte at få børn i 1948. Hun fødte ti børn (1949-1968), og alle døde på mystisk vis få måneder efter fødslen. En var dødfødt, en døde på hospitalet få timer efter fødslen, og de andre døde, før de var 14 måneder gamle.

Politiet og den medicinske afdeling, som Marie Noe bragte sine børn til, sagde, at de alle døde af naturlige årsager, vuggedød eller SIDS (sudden infant death syndrome). Hun blev ikke sigtet for mord eller uagtsomhed, da hendes mand og hendes lokalsamfund fandt hende uskyldig.

I 1998 udkom en artikel i Philadelphia Magazine, som fortalte hendes historie, men uden at nævne hendes navn, hvilket bragte sagen tilbage i medierne. I 1998 tilstod Marie Noe, at hun havde dræbt deres børn. I sit tolv timer lange forhør tilstod hun over for politiet, at hun havde dræbt fire af sine børn, men at hun ikke var sikker på, hvad der var sket med de fire andre, eller hvorfor det var sket.

Om sit første mord sagde hun: "Han græd altid. Han kunne ikke fortælle mig, hvad der gik ham på. Han blev bare ved med at græde ... der var en pude under hans ansigt ... Jeg tog min hånd og pressede hans ansigt ned i puden, indtil han holdt op med at bevæge sig."

Noe erklærede sig skyldig i overlagt mord og fik en dom på fem års husarrest og tyve års prøvetid. Usædvanlig dom for en usædvanlig sag. Marie indgik en aftale for at få sin milde dom og gik med til psykiatriske undersøgelser for at hjælpe med at forstå, hvorfor mødre dræber deres børn. I 2001 indgav psykiatere til retten, at Noe led af blandet personlighedlidelse.

Der findes en bog om Maries historie med titlen Dødens vugge af John Glatt.