Stanford-eksperimentet i fængslet var et eksperiment fra 1971 udført af Phillip Zimbardo på Stanford University, der simulerede et fængselsmiljø og delte studerende op i vagter og fanger for at undersøge de psykologiske virkninger af magt og kontrol. Stanford-eksperimentet i fængslet var sat til at køre i to uger, men blev ifølge Zimbardo stoppet efter seks dage, fordi "vagterne blev så brutale".

Undersøgelsen begyndte med at efterligne virkelige fængselsforhold for fanger ved at arrestere dem og klæde dem nøgne, rense deres kroppe i tilfælde af, at de havde lus, og tvinge dem i fængselsdragt med en kæde om anklen. De fik hver tildelt et nummer og skulle kun omtales med det nummer. Alt dette var et forsøg på at umenneskeliggøre dem.

Vagterne fik ingen vagtuddannelse, men blev i stedet overladt til at styre sig selv. De lavede regler, men langsomt i løbet af ugen begyndte reglerne at blive forringet. Vagterne forsøgte hårdere og hårdere at hævde deres dominans over fangerne, og møderne blev ikke kun fysiske, men også psykologiske.

Miljøet føltes ikke længere som et eksperiment. Selv de ansvarlige psykologer var bukket under for deres rolle som fængselsdirektører, og fangerne var ikke frie til at forlade fængslet, selvom de havde ret til at gå, når de ville. Forældre til fanger sendte advokater, som behandlede situationen som virkelig, selvom de vidste, at det var et eksperiment.

Eksperimentet var gået for vidt - videooptagelser af natlige møder, hvor hovedforskerne ikke længere var til stede, viste vagternes virkelig voldelige teknikker.

Videoen om eksperimentet kan købes her.