Marbury mod Madison, en højesteretssag fra 1803 var skelsættende for dens brug af domstolsprøvelse, eller de føderale domstoles ret til at afgøre, om lovgivningen er i overensstemmelse med forfatningen. Denne afgørelse var med til at etablere den dømmende magt som adskilt og ligeværdig med den lovgivende og udøvende magt.

I de sidste dage af John Adams' præsidentperiode udnævnte han et stort antal fredsdommere for District of Columbia. Disse udnævnelser fulgte den korrekte procedure. Men da Thomas Jefferson blev præsident, fik han udenrigsminister James Madison til at tilbageholde de udnævnelser, der var underskrevet og forseglet af præsident Adams. William Marbury, en af de udnævnte dommere, indgav et andragende tilHøjesteret til at tvinge Madison til at forklare sit ræsonnement.

I sagen argumenterede overdommer Marshall for, at højesteret skulle besvare tre spørgsmål. Det første var, om Marbury havde ret til en stævning, der ville tvinge Madison. Marshall afgjorde, at fordi Marbury var blevet korrekt udnævnt, havde han ret til stævningen. Det næste spørgsmål var, om domstolene kunne give en sådan stævning. Igen afgjorde Marshall til fordel for Marbury, fordi domstolene har denEndelig spurgte domstolen, om højesteret var den rette domstol til at udstede en stævning. I dette spørgsmål dømte Marshall til fordel for Madison.

Hans begrundelse for at dømme Marbury var baseret på begrebet domstolsprøvelse. Marbury havde indgivet en begæring til Højesteret baseret på de beføjelser, der var givet i Judiciary Act fra 1789. Men efter domstolens gennemgang var denne lov forfatningsstridig, fordi den gav domstolen beføjelser, der ikke var udvidet i forfatningen. Marshall argumenterede for, at når Kongressen vedtog love, der var i strid med forfatningen, var detvar rettens forpligtelse til at dømme i overensstemmelse med forfatningen.

Selvom Marbury i sidste ende ikke fik sin kommission, kodificerede denne sag forestillingen om, at højesteret kan afgøre lovligheden af lovgivning. Dette styrkede domstolenes magt og gjorde den ligeværdig og adskilt fra de andre grene.